At opgive - tilbage i Basecamp

Det har været så hårdt at skulle opgive toppen. Var så tæt på at tude hele morgen, og især da de fire fyre gik mod lejr 3. Forfærdeligt ikke at skulle med. Men på en måde er det også en lettelse, nu skal jeg bare ned. Nu er der ikke mere pres. Og sådan er det jo at give op. Helle og jeg gik tilbage til Basecamp, utroligt hvor meget hurtigere det er at gå ned end det er at gå op. Til gengæld er mine fødder og knæ helt smadrede.
I det hele taget bliver ens krop temmelig medtaget af sådan en tur på et bjerg. Efter at det have sneet så meget, er jeg fx blevet forbrændt inde i næsen! Ikke lige det første sted man husker at smøre sig med solcreme, men når solen er så stærk, så er genskinnet fra sneen det også. Mine knæ værker, og mine storetås negle er helt færdige, det gør så ondt, og det er helt sikkert at de falder af på et tidspunkt. Så kan jeg lære at binde mine støvler ordentligt!
Nu er vi nede i basecamp igen, og vi bliver her indtil de andre kommer ned igen. Det er hårdt, og en ting er sikkert - jeg er ikke færdig med Aconcagua.
Aftensmaden delte vi med to slovakker, der netop havde været på toppen, så det fejrede vi med vin og champagne - ret hyggeligt.